Største vandkraftprojekt i Grønland i gang – offentlig adgang midlertidigt begrænset i Utoqqarmiut Kangerluarsunnguat (Buksefjorden)

Type:
Pressemeddelelse 27.06.2025
Contact:
nunagreen@nunagreen.gl

I forbindelse med udvidelsen af vandkraftværket i Utoqqarmiut Kangerluarsunnguat (Buksefjorden) er arbejdet med adgangsvejen til projektområdet nu i fuld gang. NunaGreen har i denne anlægssæson igangsat etableringen af en ny arbejdsvej fra havneanlægget ved det eksisterende kraftværk og op mod vandreservoiret og det område, hvor det kommende udvidede vandkraftværk skal opføres. Opgaven udføres af entreprenørvirksomheden GNC.

Området er midlertidigt lukket af hensyn til sikkerheden

Af hensyn til sikkerheden vil hele området – herunder havnefaciliteter, adgangsveje og afmærkede byggepladser – være lukket for offentligheden i anlægssæsonen. Dette gælder både fodgængere, sejlende, jægere og andre brugere af området.

Anlægsarbejdet omfatter blandt andet sprængninger, tunge maskiner og transport, hvilket nødvendiggør adgangsrestriktioner. Områderne vil være tydeligt markeret med skiltning og afspærringer, og NunaGreen opfordrer alle til at respektere anvisningerne.

“Utoqqarmiut Kangerluarsunnguat er et vigtigt rekreativt område og jagtområde for mange, og vi har stor forståelse for, at de midlertidige adgangsbegrænsninger kan være til gene. Men sikkerheden for både offentligheden og de mange medarbejdere på byggepladsen har højeste prioritet,” siger Aviaaja Karlshøj Knudsen, CEO i NunaGreen A/S.

Grøn strøm i årtier frem

Udvidelsen af vandkraftværket i Buksefjorden er hidtil største vandkraftprojekt i Grønland. Når projektet står færdigt, vil det kunne dække Nuuks voksende energibehov med grøn strøm i mange årtier frem og bidrage til den grønne omstilling.

På kortet er det berørte område omkring havnen og anlægsvejen markeret.

For yderligere information kontakt:
NunaGreen A/S
Indaleeqqap Aqq. 12, 3900 Nuuk
nunagreen@nunagreen.gl
+299 36 36 50